Påskekage med smørblomster

Påskekage med smørblomster

PÅSKEKAGE MED SMØRBLOMSTER

Denne gang har hovedformålet været at vise, hvordan man nemt kan sprøjte de fineste smørblomster på sin kage. Da vi nærmer os påsken har vi valgt at gøre det på en gul citronkage.

Først har vi rørt en smørcreme og brugt følgende opskrift:

Ingredienser:

  • 1 pakke flormelis
  • 1 pakke smør – 250g
  • 1-2 spsk. mælk
  • 1 tsk. vanilleessens

Alle ingredienser kommes i en skål og piskes i ca. 10 minutter til det bliver helt hvidt.
Efterfølgende deles smørcremen op i de farver man ønsker. Vi har valgt at lave grønt græs og 2 forskellige blomster, der hver har 2 farver. Vi har farvet vores smørcreme med pastafarve.
I dette tilfælde skal du altså dele smørcremen op i 5 små skåle eller krus, så du kan lave følgende farver:

Den grønne smørcreme kommes i en sprøjtepose med denne græstyl.

De 4 resterende farver kommes i hver deres frysepose. Derefter lægges et stykke husholdningsfilm på bordet og den farve man vil have yderst i blomsten, sprøjtes i 6 baner ved siden af hinanden. Derefter sprøjtes der 1-2 baner, af den farve man vil have inderst i blomsten, ovenpå de andre baner. Når dette er gjort, rulles husholdningsfilmen som en pølse (se nedenstående video).

Vi har valgt at den ene blomst skal være gul udvendigt (sprøjtes nederst i 6 baner) og at orange i midten (sprøjtes ovenpå i 1-2 baner). Den anden blomst skal være lyserød udvendig (sprøjtes nederst i 6 baner) og hvid indvendig (sprøjtes ovenpå i 1-2 baner).

Nu kan de to pølser med farvet smørcreme komme i hver deres sprøjtepose. På spøjteposerne har vi brugt henholdsvis denne tulipanblomst tylle til den gule/orange farve og denne blomstertylle med støvfang til den lyserøde/hvide smørcreme. Hvis de er udsolgte, kan du se alle de andre 3D tyller vi har her. 
Inden “pølserne” med smørcreme kommes i hver deres sprøjtepose, klippes et hul i den ene ende.

Nu er vi klar til at sprøjte smørblomster på vores kage. Inden du gør det på selve kagen, kan det være en god idé lige at øve sig på en tallerken eller et stykke bagepapir.

Vi har sprøjtet vores blomster på helt tilfældigt i den mængde vi synes var passende. Derefter har vi sprøjtet små græstotter i resten af hullerne.

Resultatet kommer her:o) vi synes selv det er blevet ret godt. Og så er det egentlig ret nemt og ligetil.
Hvorvidt du bare vil snyde og sprøjte det på en købe kage, eller bage din egen bestemmer du selv.

Rigtig god fornøjelse!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *